Dette er på mange måder et meget personligt indlæg.
Dét at min mor højst sandsynligt er psykotisk, har længe ikke været nogen hemmelighed. Som pårørende er det ekstremt hårdt at stå på sidelinjen. Da man ikke har mulighed for at tvinge en til at gå i behandling,  medmindre vedkommende er til fare for sig selv eller andre – og det er min mor ikke. Man kan altså kun stå og se på, hvordan en som man holder af, glider længere og længere væk. Der er små stunder, hvor håbet tændes i en:

For nyligt var hun udsat for en kæmpe skuffelse. Hun havde opbygget nogle kæmpe forventninger, omkring et besøg, som hun gik og ventede på. Planen var at hun efter besøget  ville rejse med gæsterne tilbage til Englang og slå sig ned der. Familie og venner var alle orienteret og min far og jeg tog derhen et par dage forinden, for at tage afsked med hende. Det var vanvittigt hårdt: Hun virkede fjern, men glad og forventningsfuld. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi (min far, hendes forældre og jeg) havde vores tvivl om hvor vidt det ventede besøg og den forestående flytning nu og så var ægte . Der var mange ting, der umiddelbart lød absurd. Ting som var svære at tro på. Men sådan er det altid med min mor… Ganske rigtigt, så kom besøget aldrig. Det betyder altså at ALT planlægning mm. var foregået oppe i hendes hoved. Hun skyder skylden på sig selv, idet at hun siger, at det er fordi hun endnu ikke evner telepati og -porti til fulde endnu. At der er opstået misforståelser – ting som hun har misforstået.  De første efterfølgende dage havde vi på fornemmelsen, at hun måske er ved at indse at der er noget galt. Men hurtigt faldt hun tilbage i sit gamle, psykotiske jeg.

For mig har episoden været et springbræt til at undersøge behandlingsmuligheder. Men det er svært, når personen ikke er diagnosticeret og usamarbejdsvillig. De læger og psykologer jeg har talt med, har alle en formodning om at der er tale om en psykose. Jeg kæmper videre. Jeg giver ikke op. Episoden har lært mig en ting: Min mor er ikke dum, naiv og hvad hun nu ellers kunne være. Hun er syg.

Håndarbejde er terapi for mig. I et tidligere indlæg, skrev jeg at året i år, skulle være året hvor jeg lærte at strikke strømper. Da jeg og min familie gennemgår en hård periode, har jeg valgt døbe mine hjemmestrikkede sokker for Glædesstrømper. Strømper i glade, sjove farver. Fordi farver er dét, som vi trænger til i vores tilværelse. Opskriften som jeg har fulgt, kan du finde her. 🙂

Her ser i mit første par og jeg er godt tilfreds. De er ikke perfekte, men de ligner og føles som hjemmestrikkede sokker  nu skal føles. Og de næste mange par kan kun blive bedre! 🙂

Glædesstrømper

Efter at have opdaget en fejl i den trøje, som jeg er ved at strikke til min søster, besluttede jeg mig for at starte på et simpelt projekt, som jeg kunne vende blikket mod, når behovet skulle melde sig. Jeg var ellers lige blevet færdig med bærestykket. Enten skal jeg strikke 35 rækker baglæns ellers skal jeg starte forfra. Da jeg absolut hader at strikke baglæns, så ender det nok med at jeg starter forfra. Heldigvis er det trods alt kun bærestykket. 🙂

I mellemtiden kan jeg også glæde mig over at en af mine veninde har ytret sig et ønske en bunke klarklude til køkkenet, i forskellige farver og mønstre. Så det tænker jeg skal være hendes fødselsdagsgave fra mig. Kludene skal minde om dem som jeg selv har, som i kan se på billederne nedenunder. De har været brugt og vasket mange gange, men jeg synes bestemt at de stadig er pæne at se på. 🙂

God søndag til jer alle 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *