Efter at jeg for alvor er begyndt at strikke, så er jeg nærmest blevet ekspert i hvordan man bør vaske det ene, det andet og det tredje. Jeg har vasket mit eget tøj de sidste 14 år, men alligevel så har jeg lært meget mere om tøjvask og vaskemaskiner inden for de sidste to år, end hvad jeg hidtil vidste. Skørt ikke? 

Jeg vil derfor dele et par vasketips og tricks med dig. Hvem ved – måske kunne du også få glæde af dem. 🙂

Vaskeanvisning


Vask ALTID tøj, som det står på vaskeanvisningen. 
Står der at din lækre nye trøje i merinould skal vaskes i vaskemaskinen, på 30 grader, så vask den på 30 grader – I VASKEMASKINEN. Merino uld har nemlig en tendens til at at udvide sig: så man istedet for en trøje, pludselig står med en kjole, hvis temperaturen ikke har været i orden eller den ikke er blevet slynget godt nok. Dette gælder i øvrigt også vaskeanvisningen på garnnøglernes banderoler!

Håndvask vs. Vaskemaskinen:
Står der at din nye trøje eller dit garn skal vaskes i hånden? Så har de fleste vaskemaskiner i dag et uld- eller koldtvandsprogram. Har din maskine dét, så vask det i maskinen. Det er nemlig sådan at din vaskemaskine som regel er meget bedre til at regulere vandtemperaturen, end du er. Vådt uld må nemlig helst ikke få temperaturchok – og det er svært at undgå, når man vasker i hånden.

Filtning, din nye hobby?
Har du fået den ide at du vil filte et par hjemmestrikkede sokker, der er håbløs for store, så det bliver til filtede sutsko, enten til dig selv eller sønnike? Så vær opmærksom på at uldet ikke må være super-wash behandlet. For det vil bare være spil af din tid: Superwash behandlet uld filter nemlig ikke! 

Smid din sweater ud i sneen eller giv den en tur i fryseren! 
Vi vasker vores uld produkter alt, alt for ofte. Uld er langt hen af vejen selvrensende. Så i stedet for at smide din norske Mariustrøje i vaskemaskinen, så smid den ud i sneen natten over! Er dit tøj begyndt at lugte lidt? Så smid det ligeledes ud i sneen – den ikke-charmerende lugt vil med 95%  sikkerhed være forsvundet næste dag. 

 Sugeevne og skyllemiddel – ikke et godt match:
Karklude, håndklæder, viskestykker, stofbleer… listen er lang. Når du vasker tekstiler, der er beregnet til at skulle suge vand og andre væsker, så må du aldrig bruge skyllemiddel. Skyllemidlet begrænser nemlig tekstilets sugeevne. Bruger du det, fordi du er bange for hvordan dit rene vasketøj vil lugte uden skyllemiddel, så hæld et skvat eddike i beholderen til skyllemiddel. Eddike fjerner nemlig dårlig lugt, gør stoffet blødt OG afkalker din vaskemaskine – Bonus ikke sandt?
(Generelt kan man sagtens være konsekvent på dette punkt og altid bruge eddike i stedet for skyllemiddel – uanset stof-/tøjart.)

Blødgørelse af tekstiler, for at øge sugeevnen. Vask 10 gange eller iblødsætning?
Så sent som i går snakkede jeg med en veninde, der var i gang med at vaske nyindkøbte stofbleer, til sin datter. Hun brokkede sig over at de skulle vaskes 5-10 gange, før de kunne tages i brug, for at sikre at de suger ordentligt. Hmm…. Hvorfor ikke bare iblødsætning? Det er måske gået din næse forbi, men lige nu er der ret meget fokus på microplastik, der slipper ud i vores natur og som er fatalt for miljøet. Derfor er der en MASSE gæve mænd og kvinder, der er begyndt at strikke eller hækle karklude af bomuld og/eller hør. 100% naturligt materiale, ingen microplastik der ender i vores mad, kroppe  eller i vores miljø. (Beklager det lille sidespring – tilbage til emnet:). Man lægger kludene i blød, for at sikre sig at de kan suge ordentligt. Derfor kan man gøre det samme med de nyindkøbte stofbleer eller hvad det nu ellers måtte være, der skal vaskes x-antal gange for at det suger ordentligt. 

Farveafsmitning?
Er du i besiddelse af lys bluse, med multifarvede mønstre? Er du er bange for at farverne smitter af på det lyse? Så har jeg to råd: læg blusen i blød i en balje vand og tilsæt en ordentlig skvat eddike. Eddiken tager restfarven. Tror du ikke helt på det med eddike som vidundermiddel? Så har jeg ladet mig fortælle, at man i de fleste supermarkeder kan købe nogle klude, som man smider med i maskinen, når man vasker, som har præcis det samme formål.


Nu kan jeg altså ikke huske flere vaskeråd i denne omgang. Hvis du gerne vil vide noget om hvilke temperaturer du bør vaske på ift. at slå baktier ihjel og komme hustøvsmider til livs, så kan jeg anbefale dig at se denne korte film, som stylisten Nanna Petterson har lavet.

Skulle du have gode vaskeråd, tips og tricks, så smid dem i en kommentar, så andre også kan få glæde af dem. 🙂 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *