I går smed jeg et billede op, på min facebook og instagram, af min sommersalsa – vandmelonssalsaen, hvor jeg blandt andet skrev at: “Nachos behøver ikke altid at være varme og overdynget af cheddar. Og det står jeg ved. Der findes utallige sommersalsaer. Salsa lavet på mango, ærter, peanuts og andet godt. Flere har efterfølgende spurgt efter opskriften på vandmelonssalsaen og jeg har prøvet at skrive den ned. I skal være opmærksomme på det kun er ca. mål og at mængden af alle ingredienser kan justeres efter smag og behag. Jeg vil til sidst også komme med et alternativ, til hvilke urter man ellers kan bruge, hvis man ikke bryder sig om koriander eller mynte.

Ingredienser:

  • En vandmelon (eller det der kan fylde en stor skål).
  • 1-2 Rødløg (afhængig af størrelse – jeg brugte selv to små)
  • 1 Chili (De fleste foretrækker at bruge jalapeño, men vi elsker stærk mad og jeg brugte derfor en habanero lemon.
  • Et bundt koriander
  • En lille håndfuld mynte
  • 1 Lime
Koriander og salat fra haven
Til højre ses den mængde koriander jeg brugte.

Fremgangsmåde

  • Start med at skære vandmelonen ud i små tern. Mine tern blev faktisk lidt for store. Det var ikke altid lige nemt at få salsaen på vores nachos, så vi endte med at at have en teske ved vores side, som vi kunne tilføje salsaen på nachoene med.
  • Hak derefter koriander, mynte og chili og rør bland dem godt sammen med vandmelonen. På den måde får urterne lov til at trække godt ind, mens du ordner resten.
  • Hak løgene fint og bland dem i salaten.
  • Til sidst presser du din lime og kommer den i salaten – gerne med limens frugtkød. Da vandmelonen er ret sød, så har den brug for det syrlige, for at skabe en hvis balance.

Noter:
Som I kan se på billederne, så kom jeg faktisk først mynten i til sidst. Det skyldes at jeg havde glemt at snitte den i første omgang. Normalt havde jeg kommet den i sammen med korianderen.

.. og nu hvor vi er ved mynten. Jeg er personligt ikke ret glad for mynte i mad og kunne godt have undværet den. Min kæreste, som elsker mynte, ville derimod for alt i verdenen ikke undvære den. Mynten smager meget kraftigt igennem, så mit råd er: Vær forsigtig med mynten. Start med lidt – du kan altid tilføje mere efterfølgende, hvis du alligevel ikke føler at der er nok mynte i.

Koriander er en smagssag. Enten elsker man koriander, ellers så hader man det! Kan man overhovedet ikke fordrage koriander, så vil jeg mene at man med fordel kan bruge frisk persille og en grøn peberfrugt i stedet. Denne variant har jeg dog endnu ikke prøvet, men jeg er næsten 100% sikker på at det vil gå godt sammen. Det er vigtigt at man fyrer godt op for det sure, stærke og lidt bitre, for at balancere vandmelonen sødme.

Bon appetit

Og her til sidst: Gem resten, hvis du ikke får spist det hele. For spørger du mig, så smager den endnu bedre på andendagen. Jeg spiste resten som en formiddagssalat – man kan evt. vende den i nogle friske salatblade, som dem i ser i baggrunden! 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *