Knæk Cancer: Nærvær fremfor hjerter på Facebook

Jeg har bevidst ikke postet et hjerte, fordi det er “forskning i brystkræftuge”. Jeg har heller ikke sendt beskeden videre til alle kvinder i min omgangskreds. For det første så er det ikke kun kvinder der kan få brystkræft, det kan mænd også. Når det er sagt så kender jeg et par syge, der disse dage modtager en masse hjerter i deres beskeder og egentlig bliver mere kede af det end glade. De kæmper en daglig kamp og sidder meget alene, de ville hellere undvære hjerterne på Facebook og sætte pris på at folk aflagde én et besøg eller på anden vis tilbød at hjælpe en. Tanken er sød, men når man kæmper med sygdom og samtidig er meget alene, så har man langt mere brug for at folk rent faktisk møder op. Om det så bare er for at sludre lidt eller give en hjælpende hånd med et eller andet spiller ikke nogen rolle.

Forstå mig ret: Jeg er ikke 100% mod de virtuelle hjerter. Hjerterne er okay, så længe man holder dem til sin egen væg. Jeg tror og synes man skal passe på med at trække syge eller pårørende ind i det, da hjerterne er en konstant reminder om at man selv, eller ens nærmeste, er syg. Det kan ofte være en misforstået omtanke. Dette vil jeg følge op med to eksempler:

Min kræftramte veninde var til tjek på sygehuset i onsdags. Mens hun sad og ventede på dagens dom lyste hendes telefon op, hver gang hun modtog en besked på facebook. Hver gang håbede hun at det var et familiemedlem der gav lyd fra sig. Hun sad der alene og var bange for dagens besked. I stedet for at høre fra et familiemedlem var set beskeder fra alverdens Facebook venner, som ellers aldrig eller sjældent giver lyd fra sig. Venner der sendte hende hjerter i forbindelse med “forskning i brystkræftuge”. Hun blev ked af det, fordi det var ikke det hun havde brug for. Det virkede overfladisk at modtage disse beskeder fra folk, som hun ellers kun sjældent hører fra. Hun havde brug for personlig kontakt, fremfor de virtuelle hjerter.  Beskederne understregede ensomheden yderligere i det moment.

Samtidig har jeg to veninder, der også modtager de berømte hjerter. Den ene har netop måtte sige farvel til sin mor, der tabte kampen mod kræften. Den anden ville gerne være hjerterne foruden, da de blot gør hende sørgmodige, da hun ved at hendes mor kæmper en kamp, der ikke kan vindes. Begge ønsker de at få det bedste ud af situationen. Den ene vil gerne bearbejde sorgen og komme videre, uden at blive mindet om den konstant. Den anden gør sit bedste for ikke at virke sørgmodig, være trist, magtesløs og bange i sin mors selskab. Men det er svært, når hun disse dage bliver bombarderet med disse hjerter. Som sagt: Tanken er sød og begge ved at afsenderne sender dem i den bedste mening, men de ville helst begge være hjerterne foruden.

Selvfølgelig er kampagnerne vigtige. Det er vigtigt at folk bliver oplyst, om sygdommen og dens symptomer.  Kampagnerne skraber også en masse penge ind til kampen mod cancer – hvilket kun er godt. Men jeg vil gerne understrege at hjerterne, i min optik, er misforstået omtanke, når man sender det til folk der rent faktisk kæmper med sygdommen – hvad end man så selv er syg eller pårørende til en der er det. Ring hellere til personerne, stå klar med et kram, tilbyd at kigge forbi, hjælp med indkøb eller hvad de nu ellers måtte have brug for. Ofte er det nærværet der virkelig betyder noget og som kan hjælpe en videre i hverdagen. En afledning fra ensomheden og de pessimistiske tanker.

KNÆK CANCER – SAMMEN KAN VI MERE! 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *