Så lakker 2016 mod enden. Det har været et begivenhedsrigt år, der har budt på såvel op- som nedture. Det har været året som jeg startede i Australien, året hvor jeg blev færdiguddannet cand.mag i tysk, året hvor jeg har fået en række nye gode venner og bekendtskaber, året hvor jeg har accepteret situationen med min mor. Eller i det mindste accepteret den som den er nu. På et tidspunk må og skal der ske noget på denne front, men det er ikke noget jeg kan eller vil fremskynde. Lige nu er situationen stabil og det har på mange måder givet mig ro i sjælen.

Det har til gengæld ikke været året hvor jeg landede mit første job, men det bliver 2017 forhåbentligt. Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg er frustreret over situationen. Især fordi jeg rigtig gerne vil arbejde; Jeg er villig til at pendle en time hver vej, villig til at købe en bil ,for at lette transporten, frisk på at arbejde med undervisning, research, projektarbejde, formidling, vejledning, eksport, support, salg – whatever. Jeg stiller ikke de store krav, eftersom jeg ikke helt ved hvad jeg kan forvente. Jeg vil som sagt gerne arbejde og er næsten frisk på hvad som helst, men min manglende erfaring spænder ben for mig. Dette prøver jeg at rette op på. Jeg har da været til et par samtaler, men det har endnu ikke været mig, der har været den heldige der landede jobbet. MEN det bliver det forhåbentligt i 2017! Det bliver forhåbentligt året hvor en virksomhed tør at satse på mig som deres nye medarbejder, en medarbejder der på mange måder kan formes og præges til lige præcis dét de søger.

(Skulle der tilfældigvis sidde en læser derude, der ønsker at se mit CV, for at se om jeg kunne være en ny potentiel medarbejder, så send mig en mail på livmarei @ gmail.com (fjern mellemrummene)) 😉

Til gengæld har 2016 været året hvor jeg har kastet mig ud i at designe og strikke mine egne ting. Hvis du er nysgerrig kan du finde tre af de nedskrevne opskrifter her. Dette er ren og skær interesse; eftersom jeg udelukkende strikker og hækler til til eget brug og/eller som gaver til dem jeg har kær. Jeg deler dog gerne opskrifterne med jer derude, der ønsker at genskabe tingene selv. 🙂

Planen er at den kreative rejse fortsætter i 2017. Jeg har en masse planer for kommende projekter og kommende blogindlæg, hvor jeg vil begynde og dele tips og tricks indenfor strik. Jeg har også indgået et “samarbejde” med min barndomsveninde, der er rigtig skrap til det med strik og hækling. I løbet af årets mange veninde-dates har vi snakket om nogle af mine kreative ideer, som jeg aldrig har haft tid eller mod på at omsætte til virkelighed. Fx. snakkede jeg om at jeg gerne ville lave en hue med ananasmønsteret, hvor ananaserne skulle møde hinanden i toppen, men at jeg ikke havde tid. Tre timer senere kunne hun vise en hue frem, der levede op til min beskrivelse. Hun forærede mig huen i fødselsdagsgave:

img_4486img_4489

Vi har endnu ikke fået skrevet opskriften ned, men det er planen at vi gør det, så I andre også kan få glæde af opskriften. Hun har også allerede indvilliget i at dele nogle af hendes ting her på bloggen. Så på et tidspunkt vil jeg præsentere jer for min barndomsveninde og hendes garn-nørklerier.

Mine kreative nytårsfortsæt:

Mit nytårsfortsæt er at jeg skal strikke lidt hver dag, minimum én pind (jeg noterer det i kalenderen, så må vi se om jeg kan overholde det). Derudover skal jeg have strikket en trøje til min veninde – et kæmpe hængeparti. Jeg “forærede” hende trøjen sidste år: Dvs. jeg fandt trøjen og lovede at jeg ville strikke den til hende. Jeg har bare aldrig fået det gjort, men NU skal det altså være! Jeg skal bare lige have afsluttet de strømper som jeg er i gang med på nuværende tidspunkt. (Faktisk så mangler jeg kun 7 pinde på strømperne, så de vil nok poppe op på min instagram indenfor en time eller to, hvis du ønsker at se det færdige resultat) 😉

img_4793

På det personlige plan:

På det personlige plan krydser jeg som sagt fingre for at jeg får et job. Derudover så er min kæreste og jeg kommet frem til at vi har plads og kærlighed nok til en snude mere i vores liv. Vi har derfor besluttet os for at adoptere en gadehund fra Spanien. Hvis alt går vel og vi bliver godkendt som adoptanter, hvilket vi forhåbentligt gør næste uge, så ser vi frem til at hilse podengoen Cardin velkommen i vores hjem. Vi håber virkelig på at det hele lykkedes og glæder os til at give ham det hjem og den kærlighed, som han aldrig har oplevet i sit toårige liv. <3

Processed with MOLDIV

Som i kan høre er der en masse planer og håb for det nye år. Jeg vil knokle for at mine ønsker og håb går i opfyldelse – og jeg håber det samme vil ske for jer læsere derude.

Godt nytår <3 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *