Godt nytår!

Jeg glæder mig over at bloggen er velbesøgt, på trods af jeg ikke er ret aktiv. Men hvem ved? Det kan være det kommer til at ændre sig igen? Det er i hvert fald ikke fordi lysten mangler. Jeg strikker stadig på livet løs og har en masse planer for det nye år – også når det kommer til strikkeriet. Dette vil jeg fortælle lidt om i de følgende afsnit. Jeg vil slutte indlægget af med en lille opdatering om hvad jeg laver, når jeg ikke strikker og lidt om hvordan jeg har det, sidst i indlægget.

Lad os starte med mit nytårsfortsæt for 2017: 
Mit nytårsforsæt var at jeg skulle strikke minimum én pind om dagen. Dette fortsæt har jeg næsten overholdt. Jeg har faktisk strikket 360 ud af 365 dage i året. Det synes jeg faktisk er helt okay. Gad vide om jeg kan gøre det bedre til næste år?

Nytårsfortsæt for 2018:

I 2017 har jeg primært strikket små projekter. Det er umiddelbart blevet til syv par sokker, fire sjaler, lidt babytøj og seksten karklude. I 2018 vil jeg fokusere på større projekter; bluser og cardigans især! Jeg har allerede to på pindene: Pullover fra Susie Haumann og mit evighedsprojekt Against All Odds, som jeg nu (ENDELIG) snart er færdig med. Derefter skal jeg have strikket en Ankers Cardigan mysize til min svigermor, men det må I ikke sige til nogen, det er nemlig en hemmelighed (læs:fødselsdagsgave).

Best Nine
Mine ni bedste billeder på min Instagram. Som man ser, så har sokker og sjaler fyldt en del i år.

Planer for 2018:

Jeg har tre ting på programmet.
1. Jeg skal finde ud af hvad der skal ske med bloggen. Skal bloggen fortsætte som hidtil eller skal jeg forvandle hjemmesiden til en webshop (til de opskrifter som jeg forhåbentligt får designet snart) med en tilknyttet infoside med tips og triks til metoder, værktøj, anmeldelser osv. Hvad synes du?

2. Jeg skal have oversat de opskrifter jeg allerede har til engelsk.

3. Jeg og mine to naboer, Lærke og Heidi, smutter en tur til Edinburgh Yarnfestival, hvor vi skal nørde garn, strik, møde nye mennesker og hygge os!  Hvis du skal afsted, så sig til, det kunne være sjovt at møde ligesindede. Mine nabopiger er lige så tosset med garn som jeg, hvis ikke mere! Lærke designer lækre strikkeopskrifter og hun er rigtig dygtig til det! Hvis i er nysgerrige på hvad hun laver, så bør I hoppe ind på Fibertales på Instagram og hendes ravelryprofil, hvor man kan finde hendes opskrifter. Heidi, som hedder Heidihaverslev på Instagram er kendt for #heidisgodeide – et hasttag der er startet af designeren Susie Hauman, der også står bag den trøje som jeg er ved at strikke. Det er sejt!

… og så til det personlige:

Det har været en turbulent år får mig. Der har været mange ned- og opture. Men jeg slutter året af på en high!
Trods sygdom i familien, en rygskadet hund og at vi måtte gå af med vores gadehund, Darwin, der slet ikke trivedes i byen, er der kommet meget mere ro på. Sigge har fået det bedre. Darwin har fået et skønt hjem, mens jeg hviler i mig selv og føler at jeg har fundet min plads her i livet – i hvert fald for nu.

Gennem en tilfældighed havnede jeg indenfor lærerbranchen, til trods for at jeg altid har sagt at jeg aldrig skulle være lærer. Men jeg endte på en muslimsk skole, med et hav af tosprogede elever og fantastiske kolleger. Jeg elskede at være der – også selvom jeg overhovedet ikke er troende, har synlige tatoveringer og pæredansk. Der var plads til det hele! Jeg så mig selv i mange af eleverne, især når det kom til de sproglige udfordringer, eftersom jeg også selv er opvokset tosproget. Jeg mærkede hurtigt at jeg elskede at lære fra mig og selv om det til tider var vanvittigt hårdt, så overskygger succesoplevelserne, som der heldigvis var en del af, de enkelte hårde kampe der var. Da mit vikariat ophørte, var skolen imidlertid blevet så glad for mig, at de ønskede at beholde mig. Dette sagde jeg selvfølgelig ja til – også selvom det betød at jeg måtte gå markant ned i tid og leve på en udbetalt løn tilsvarende SU.

Men… så skete der dét, som man kun hører om. Det som jeg aldrig troede ville ske for mig. Jeg blev headhuntet. Jeg blev ringet op af en skoleleder fra en lille specialskole, der spurgte om jeg ville ud og se skolen og tænke over om det kunne være et sted jeg kunne have lyst til at arbejde. Jeg blev taget med storm. Alle virker søde og jobbet giver mig en stabilitet som jeg ikke har haft hidtil. Her er der tale om en fuldtidsfastansættelse, mens det andet var på deltid og en tidsbegrænset ansættelse. Tilbuddet var for godt til at sige nej til. Jeg har taget afsked med min gamle arbejdsplads på venskabelig vis og jeg har lovet min tidligere leder, at hvis det ikke skulle gå godt med det nye arbejde (hvillket jeg nu er overbevist om at det nok skal), så skal jeg give ham et kald, i håb om at de så kan finde timer til mig igen.  Jeg starter på mit nye arbejde d. 3 januar – og jeg glæder mig!

Processed with MOLDIV
Stemningsbillede fra tidligere i dag.

 

 Godt nytår til jer alle! 

 

 

2 thoughts on “Godt nytår

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *