Kategoriarkiv: 2. Hæklerier

Tips til billigt hækle- og strikkeudstyr

Jeg tror der er mange strikkere og hæklere der kan nikke genkendende til det med dyrt strikkeudstyr: især blandt os yngre strikkere og hæklere. For der er en masse af det og det findes i billige og dyre versioner. Meget af det er strengt taget ikke nødvendigt, men alligevel lækkert at have. Er man ligeglad med mærker og udseende, så kommer jeg her med en række forslag til alternative maskemarkører, garnskåle, strømpeblokkere mm. For som min mormor siger; Hun har aldrig haft behov for at købe andet udstyr end garn, strikkepinde og hæklenåle. Resten har hun kunne undvære eller på anden vis fundet en løsning på.

Garnskåle:
Jeg er personligt stor tilhænger af garnskåle og/eller tasker. Jeg benytter mig både af billige og dyre løsninger. Min dyreste løsning er min Fringe Fieldbag som jeg har skrevet om her. Men hvorfor benytte sig af skåle eller tasker, hvad er formålet med det?

Jeg benytter mig primært af det, så mine garnnøgler ikke ruller rundt på sofaen, gulvet eller hvor de nu lige ligger. For det første synes jeg at garn ofte bliver ret nusset af det og for det andet, så ønsker jeg ikke at få hundehår i mit garn. I hvert fald ikke mens jeg arbejder på et projekt.

Mange bruger skåle med huller i, som garnet kan løbe igennem. Denne løsning er jeg selv ikke kæmpefan af, eftersom det forhindrer mig i at tage mit strikkeprojekt op af skålen, uden at  skulle bryde garnet. Så skal man have projektet med på farten, og ønsker man ikke at bryde garnet, så må man tage skål og hele molevitten med. Jeg foretrækker derfor skåle, der enten har en spiral, skåle hvor låget kan tages af eller helt almindelige skåle.

Men skulle jeg nogensinde komme i gang med mønsterstrik, hvor jeg strikker med mange forskellige farver, så tænker jeg at jeg vil gøre brug af et dørslag. Her gør hullerne ikke så meget. For det første er de med til at holde styr på garnet og for det andet, så regner jeg ikke med at det ville være et rent hjemmeprojekt, eftersom det kræver større koncentration.

Andre alternativer: Kurve (evt med huller i), jeg har også set andre bruge tekander og/eller små kasser – af såvel pap som træ, som er blevet skåret til. Jeg kan i øvrigt også anbefale at gøre brug af en suppeterrin, de har ofte et hul, som skeen stikker igennem – her kan man lade garnet løbe igennem i stedet.  🙂

Maskemarkører:

Man kan købe alverdens maskemarkører. Nogle af plastik, andre af glas, guld eller sølv. Jeg har selv en del liggende i plastik, men kommer her med bud på andre løsninger, som du selv hurtigt kan “strikke” sammen.

alternative maskemarkører

Her ser du hvordan du bare kan nøjes med garnrester, sikkerhedsnåle eller papirsklips. Du kan evt. pynte dem med perler, knapper eller hvad der nu ellers lige passer til. 🙂

Pindestopper:

Jeg tror aldrig at jeg har købt nogen pindestopper. Jeg har altid bare gjort brug af en køkkenelastik. Dette forhindrer maskerne i at falde af pinden og løbe op.

alternativ pindestopper

Alternativ pindestopper

Måtter til blokning og strømpeblokkere:

Jeg blokker gerne mit strik, når jeg er færdig, for at få garnet til at folde sig ud og få projektet til at tage sig bedst ud. Man kan købe måtter specielt beregnet til dette formål. Jeg har dog bare købt nogle håndværksmåtter/legemåtter af skum. De koster en brøkdel og fungerer perfekt.

Et billede af monsterbukserne, som jeg strikkede til min gudatter. Før og efter de blev blokket. Her har jeg brugt almindelige knappenåle.

Et billede af monsterbukserne, som jeg strikkede til min gudatter. Før og efter de blev blokket. Her har jeg brugt almindelige knappenåle. Måtterne købte jeg i netto. Jeg mener jeg gav 65 kr for en pakke med 16 brikker.

Det er stadig relativt sjældent at jeg strikker tøj, som skal blokkes. Men jeg strikker til gengæld en hel del strømper. I og for sig behøver man ikke at blokke dem. Jeg bruger primært mine strømpeblokkere til at få strømperne til at tage sig pænt ud, når de skal vises frem eller når jeg skal tage billeder af dem. Der findes en masse smukke strømpeblokkere,  men de koster en hel del. Jeg kunne til gengæld få et par i plastik, men de var for det første grimme og kostede stadig 150 kr pr størrelse, hvilket jeg synes er ret mange penge for noget, som ikke er strengt taget nødvendigt. Derfor undersøgte jeg hvordan man selv kunne lave nogen. Jeg endte med at lave et helt sæt af seks størrelser af dækservietter og det kostede mig under 30 kr.

strømpeblokkere strømpeblokkere

I dette indlæg viser jeg nogle smukke strømpeblokkere frem, der er lavet af træ og linker til skabelonen for strømpeblokkerne som jeg har brugt. Så nu kan du snildt lave dine egne. 🙂

Et sidste lille tip:

Et sidste lille tip som jeg bruger til at undgå garnkaos på mit lager eller i min taske. Jeg bruger det primært på runde garnnøgler eller nøgler som jeg har taget hul på, men ikke længere bruger, for at garnet ikke “løber” og filtrer sig ind i hinaden. Hårspænder og eller hårnåle. Eftersom jeg selv kun har hårnåle, så er det som regel dem jeg tyer til:

Hårnåle som "garnstopper"

Hårnåle som “garnstopper”

Det var mit bud på et par alternative løsninger til dyrt hækle- og strikkeudstyr.
Jeg håber at du måske blev inspireret og har du andre gode bud eller løsninger, så del dem gerne i kommentarfeltet. 🙂

Fringe Field Bag – Den optimale taske til strik og hækling

Jeg bliver lige nødt til at dele min begejstring for denne taske fra Fringe Supply Co. 

Jeg var tidligere stor tilhænger af garnskåle. Lige indtil jeg fik denne projekt-/strikketaske fra Fringe Field supply i fødselsdagsgave. Den er godt nok ikke billig, men den er smart med sine små rum, hvor man kan have saks, målebånd, markører osv. En lomme til den aktuelle opskrift, små hæfter og/eller notesbøger. Derudover er der tre “øjer” i tasken, som man kan lade garnet løbe igennem (dette har jeg dog ikke gjort brug af endnu). Men de to ting jeg er gladest for, er læderhåndtaget, der gør at tasken kan hvile på ens håndled mens man strikker. Dette er smart, hvis man som jeg, af og til strikker mens man går eller står. Når den ikke er lukket fungerer den, med sin flade bund og stive kanvas, som en “skål”, med fordelen at den kan lukkes, hvilket virkelig er et must herhjemme, hvor vi har et (snart to) dyr, der til tider beslutter sig for at smide hele pelsen 🐕 . Garnet kan stadig løbe gennem tasken når den er lukket.

Tasken er som sagt ikke billig og den kan desværre ikke fås i Danmark (den kan dog bestilles fra Yarn and Knitting i England eller Wollen Berlin i Tyskland – man risikerer ikke at der kommer toldgebyr på, fra nogle afstederne, eftersom der er tale om europæiske forretninger). Jeg tænker dog at konstruktionen er relativt simpel, så hvis man kan blive gode venner med sin symaskine, så kunne man nok godt sy en, der minder om. Jeg vil nemlig gerne have en mere på sigt, fordi jeg har svært ved at begrænse mine projekter). 😉

Hvis jeg skal sige noget “negativt” udover at den er lidt dyr, skal jeg tilstå at jeg først syntes at den virkede lille, men jeg har alligevel haft plads til et babytæppe, garn og pinde til et par strømper og div. Hæfter. MEN det er ikke lige tasken hvor der er plads til sweater + det løse.

Jeg blev som sagt lige nødt til at dele min begejstring for denne taske, som er blevet min favorit, efter at prøvet garnskåle, stofposer, forskellige tasker osv… 

Fringe Field Bag

Min personlige Field Bag fra Fringe Supply Co. Jeg havde både plads til Ananastæppet og mit igangværende strømpeprojekt.

Hvis du er nysgerrig på taskens konstruktion, så vil jeg opfordre dig til at tage et nærmere kig på dette billede. Her ser du nogle af de omtale detaljer.

 

I morgen vil jeg fortælle lidt om mine håb for det nye år og afsløre mine nytårsfortsæt.
Indtil da må i have en god aften. 

Slow Fashion Movement – En garderobe med omtanke

Kender i det? At man af og til falder over noget, som man ikke rigtig kan slippe igen? Sådan har jeg det med slow fashion / slow fashion movement. Det er i og for sig ikke noget nyt, men det fylder en del i mit liv og mine tanker for tiden.

Hvad er slow fashion og slow fashion movement? 

Det handler om at man går op i sine tekstilers oprindelse og ende. Det er ikke noget nyt fænomen, men inden for nørkleriernes verden er det et emne der fylder meget. Karen Templer startede en profil på Instagram kaldet Slow Fashion October, hvor hun satte fokus på dette emne. Folk fik hurtigt øjnene op for det og søger man på:  #slowfashionoctober#slowfashionmovement, og #slowfashion dukker der en masse opslag op, fra folk rundt omkring i verdenen, hvor de fortæller om deres holdning til emnet, deres personlige udviklingshistorier, tips og tricks. Er det et emne der interesserer dig? Så ville jeg opfordre dig til at snuse lidt til ovennævnte links. Der er massere af stof til eftertanke og inspiration at hente.

Egne tanker:

Som mange af jer nok allerede ved, var bæredygtighed og kreativitet var nøgleelementer i mit barndomshjem. Et emne der uden tvivl fylder mere hos mine forældre end da jeg barn og det på trods af at hjemmet langt hen afvejen var selvforsynende, hvad kød, frugt og grønt angik. Når der blev slagtet dyr, var der ikke noget der gik til spille: Der blev lavet hakket kød, rullepølse og smidt kød og suppeben en masse på frys. Skindene blev garvet og brugt som tæpper, som beklædning på møblerne etc. Der oftest slagtet for at undgå indavl blandt gederne, hønsene, gæssene, kaninerne og ænderne. Når det så er sagt, så har mine forældre vist aldrig anskaffet sig dyr, med henblik på kødproduktion (udover høns og ænder). De kom til os, det samme gjorde hestene. Dyrene var enten blevet kasseret af andre eller blev reddet fra dyremishandlere. Mine forældre gav dem et godt hjem og et godt liv – så længe det varede.

 iPhone 5s 2016-08-20 17:11:01 f/2.2 1/578sec ISO-32 4.15mm

Bæredygtighed gjaldt også tøj, møbler og interiør derhjemme. Mine forældre har i tidens løb bygget en del møbler og interiør af genbrugsmaterialer. Køkkenskabene i mit fars køkken lavede min mor fx. af en gammel dør. Pudebetræk blev som regel syet af aflagt tøj og sådan findes der så mange eksempler.

Det meste af min families tøj består af genbrugstøj eller tøj som vi har syet om. Selv bruger jeg på nuværende tidspunkt i gennemsnit 1000 kr på tøj og sko om året. Langt det meste af mit tøj kommer fra genbrugsforretninger eller fra venner. Jeg er generelt mod at smide tøj ud, før det er helt slidt, da faktum er, at selv genbrugsforretninger ofte brænder inde med tøj og tekstiler som andre ikke vil have. Det siges at hver dansker gennemsnitligt kasserer 16 kg tøj om året(kilde). Derfor er initiativer som H&M Garment Collection kærkomne. Da det tøj og de boligtekstiler som folk afleverer der, bliver genanvendt, i stedet for at ende som affald. Herhjemme afleverer jeg det tøj, der stadig kan anvendes, til genbrugsforretninger, når de venner, der måtte have interesse, har kigget det igennem først. Det der er helt slidt afleverer jeg fx. i H&M. Noget klipper jeg op og bruger som klude – eller gemmer det med henblik på at det kan bruges til små patchwork-projekter og/eller lappeprojekter. Det ultimative mål ville selvfølgelig være hvis tekstilindustrien blev cirkulær, så alle slidte tekstiler blev genbrugt, fremfor at ende som affald.

(Bomulds)Stof til eftertanke og lidt om moral og etik: 

Da jeg startede med at strikke var jeg ret ukritisk hvad garn angik. Jeg har aldrig strikket i rene kunstmaterialer, da jeg ikke kan lide følelsen af det og har en tendens til at få stød. Men derimod har jeg strikket en masse i bomuld, diverse uld(blandinger) og strømpegarn. Med tiden er jeg dog blevet mig mere bevidst om hvad jeg putter i garnkurven. Jeg prøver fx at bevæge mig væk fra uøkologisk bomuld og bomuld generelt:

"Da bomuld er en sårbar afgrøde, som kræver meget vand, anvendes der i 
bomuldsproduktionen store mængder af kunstvanding og pesticider. Dette 
har negative konsekvenser for miljøet, da jorden både forurenes og 
udpines. Det store forbrug af pesticider og kunstvanding illustreres ved følgende tal: på verdensplan udgør bomuldsproduktionen ca. 2,5 % af det 
samlede landbrugsareal, men står til gengæld for 10 % af det samlede 
pesticidforbrug og 25 % af det samlede forbrug af insektgift. Derudover 
skal der for at dyrke 1 kg. bomuld anvendes omkring 8.000 liter vand." 
Kilde

Det er klart at der ikke bruges genmodificerede bomuldsfrø, pesticider eller insektgift  i økologisk bomuld, da dette er ulovligt. Vandforbruget er dog den samme og derfor stadig tårnhøjt. Jeg har det ret anstrengt med at der går ca. 8000 liter vand til at producere et kg. bomuld. Dvs. der går ca 1200 liter vand, altså et ton, til at producere en t-shirt, såfremt den vejer 150 gram. Og på trods af det, så er bomuld nok er den tekstil der er mest af i mit klædeskab.

Hvad er der så af alternativer? Jeg tror selv at hamp og hør vil komme til at spille en markant større rolle i tekstilindustrie, indenfor nogle år. Begge afgrøder vokser hurtigere, er mindre sårbare og behandlingen af dem, er langt mindre belastende for miljøet. Jeg har selv været på udkig efter hamp- og hørgarn til hjemmestrikkede klude og viskestykker, men har måtte sande at priserne er ude af proportioner. Jeg vil ikke bruge ca. 50 kr på hørgarn til én klud, når jeg kan købe økologisk bomuld for 20 kr. nøglet eller bomuld lavet af genbrugsmaterialer (aflagte jeans) for 12 kr. Men man kan jo håbe på at flere får øjnene op for disse materialer. At efterspørgslen vokser, at der kommer flere producenter og konkurrence på markedet, så priserne bliver mere overkommelige.

Når det kommer til animalsk garn (uld fra får, kvæg, lamaer etc) vil jeg bestræbe mig på fremover at købe det fra firmaer, der går op i at dyrene har det godt og ikke lider unødvendigt. Jeg vil desuden også gå mere op i hvordan garnet (dette gælder også bomuld) bliver produceret. Det skal gerne foregå under der ordentlige forhold, hvor arbejderne ikke bliver udnyttet i et sundhedsskadeligt arbejdsmiljø til en minimal løn, der fastholder dem og deres familier i fattigdom og kummerlige forhold.

Jeg vil ikke sige at jeg er fanatisk, men jeg er bestemt blevet mere bevidst hvad disse ting angår. Jeg vil tænke over mine forbrugsvaner og prøve at på at undgå unødig spild af ressourcer.

 

Krydsnøgleapparatet og lystfisker-kæresten

Jeg har længe ønsket mig et krydsnøgleapparat. Det er simpelthen så smart at have, når der skal vindes garn op. Jeg har tit siddet og kæmpet med at vinde garn op, hvad end der har været tale om fed, optrevlede projekter eller strømpegarnsrester, som jeg har lavet magiske nøgler af. Jeg vinder som regel også cones op; af og til strikker jeg direkte fra conen, men det er alligevel ret uhandy at skulle håndtere et halvt kg garn, derfor vinder jeg dem løbende op i mindre nøgler af 50-150 gram, efterhånden som jeg får brug for det.

 iPhone 5s 2016-10-26 14:12:08 f/2.2 1/33sec ISO-64 4.15mm

Jeg har prøvet at købe et krydsnøgleapparat to gange før. Første gang prøvede jeg at bestille en billig model, der skulle sendes fra Kina. Det blev væk i posten og jeg fik pengene retur. Den anden gang var krydsnøgleapparaterne udsolgt og udgået af produktion, da jeg ellers endelig var i en fysisk forretning, der normalt havde dem på lager. Men tredje gang er lykkens gang. Jeg bestilte mit krydsnøgleapparat på Amazon og modtog det 1½ døgn efter.

Krydsnøgleapparatet jeg har købt er af mærket Knit Picks – pendanten til Knitpro. Det kostede kun 9,99 ₤ (83 kr). Fragten kostede i 40 kr.  Det virker upåklageligt og er bestemt pengene værd. Ifølge billede skulle den have været hvid og lilla, men farven stemmer ikke overens med produktet som jeg modtog. Det ville være synd at sige at krydsnøgleapparatet er pænt, men det har ingen betydning for funktionaliteten. Herhjemme vil det alligevel bare blive opbevaret i æsken som den ankom i, når det alligevel ikke er i brug.

 iPhone 5s 2016-10-26 14:08:39 f/2.2 1/33sec ISO-80 4.15mm

Er du på selv på udkig efter et krydsnøgleapparat, så kan det være du skulle aflægge et besøg i en fiskeriforretning. For det skal ikke være nogen hemmelighed: Min lystfisker kæreste er super god til at vinde garn op – og jeg må tilstå at han er bedre til det en jeg er (eller skal vi sige var). Da han så hvad et krydsnøgleapparat var kiggede han undrende på mig og spurgte: “Hvorfor har du ikke købt et af apparaterne i Go Fishing?”. Han har åbenbart brugt mange timer på at vinde fiskeline op, med hjælp af et værktøj der svarer til et krydsnøgleapparat. Han mener at man kan få dem i de i de fleste fiskeriforretninger, men kan dog ikke lige huske hvad de hedder på stående fod. Men som jeg sagde til ham: “Hvor skulle jeg dog vide det fra? Det jo ikke mig der fisker her i hjemmet”. 😉

Selv har jeg prøvet at google det. Jeg tror det der dét man kalder en spolemaskine. Jeg tror ikke de er så nemme at få fat på længere, da mange fiskere bruger spolehjul nu til dags. Derfor er den nemmeste løsning nok bare at købe et krydsnøgleapparat, men jeg skal være ærlig og sige at jeg ikke rigtig har forstand på spolemaskine-apparat-verdenen.

Når det kommer til stykket, så er jeg meget glad for mit nyerhvervede krydsnøgleapparat.

Emil’s neverending common blanket

Jeg har været på Skarø til LoveIn festivalen – derfor er der gået en del tid siden sidst.
Men… De af jer, der har fulgt med på instagram, har set at jeg har haft gang i noget hækleri. Nærmere bestemt et (baby)tæppe. “Baby” står bevidst i parentes, da det forhåbentligt ikke forbliver et babytæppe.

Tæppets spæde begyndelse

Jeg og min veninde, som jeg hæklede tæppet sammen med, kunne hurtigt se at vi ikke ville nå at blive færdige til tiden. For nogle ville dette måske være en katastrofe, men ikke for os. Sagen er nemlig den, at vi ved at Emils forældre begge kan hækle (og strikke og sysle med garn). Efter som Emils mamma er en afslappet person, der tager alt det skæve, sjove og spøjse med et smil, tænkte vi at hun sikkert kun ville synes at det var sjovt, at modtage en sådan en ufærdig gave. Derfor besluttede vi os for at det var en god ting at vi ikke kunne nå at få det færdigt. Godt fordi det så ville være et vedvarende projekt, som Emils mor, måske far, min veninde og jeg kunne kan videre på – når tiden og lysten er til det. Ikke nødvendigvis i de samme farver eller mønstre. Det vil altså være et farverigt, spraglet og vildt tæppe, som vil vokse med tiden.

Vi ser ikke Emil og hans forældre ret tit (desværre). De bor nemlig på Tasmanien. Men når vi ser dem, så er tanken at vi bidrager med garn og hæklede stykker, som ville Emils mamma kan tilføje på tæppet. Når han bliver en stor, stærk, voksen mand, der flyver fra reden, så har han forhåbentligt et sengetæppe eller et lækkert plaid.

Tæppe Tæppe Tæppe Tæppe Tæppe

Den lille familie blev rigtig glade for gaven og var vilde med idéen. Det er jeg og min veninde i øvrigt også! Hvad siger I? Har i lignende kontinuerlige projekter?

DIY Sokkeblokkere / Strømpeblokkere

Jeg har længe ønsket mig strømpeblokkere, til når jeg strikker strømper, men jeg kan simpelthen ikke få mig selv til at betale 150 kr for en størrelse – som tilmed er lavet i plastik. Egentlig har jeg kig på nogle i træ, men … Jeg  vil egentlig helst lave dem selv. Egentlig ville jeg have lavet dem, da jeg besøgte min far sidste weekend, da han har træ og alt det værktøj jeg skal bruge, men hans printer var gået i stykker og jeg kunne derfor ikke printe skabelonerne. Min far er fantastisk til at arbejde i træ og en dygtig tegner og derfor var min idé at han skulle have haft lov til at dekorere dem. Men det kommer på et andet tidspunkt!

I stedet har jeg nu lavet nogle i plastik selv. Faktisk 5 par størrelser (+ 2 par, som min veninde får) og jeg har plastik til at kunne lave endnu flere, hvis jeg ville. Alt dette til en sum for 20 kr!

Hvad er strømpeblokkere?
Jeg har tidligere skrevet om hvorfor man bør blokke sit strik. Strømpeblokkere er faktisk det man bruger til at blokke strømper med – og så er de geniale, hvis man ønsker at tage pæne billeder af sine strømper. For når de sidder på strømpeblokkerne, så kan man virkelig se hvordan ens strømper ser ud.

Glædesstrømper

Her har jeg taget strømpeblokkerne i brug, med det første par strømper som jeg strikkede for snart to år siden. De er ikke 100 procent perfekte, men vi begynder jo alle et sted.

Hvad skal du bruge? 
Fire dækservietter (så har du til mange forskellige størrelser)
En sprittusch/pen af en art
En saks
Skabeloner kan du her. Både i børne- og voksenstørrelser.

Vejledning:

Klip skabelonerne. Tape dem fast, tegn dem evt op – det gjorde jeg og klip derefter strømpeblokkerne ud. For at størrelsesbestemme strømperne, måtte jeg frem med målebåndet. Jeg har fulgt denne størrelsesguide.

DIY sock blockers / strømpeblokkere / sockenbretter

strømpeblokkere

Ønsker man dekorere sine strømpeblokkere, så kan man evt. lime gavepapir på. Derved kan du få dem i alverdens farver/mønstre du ønsker.

Den eneste kommentar jeg umiddelbart har, det er at jeg personligt ville lave skaftet en anelse længere – dette har jeg tænkt mig at gøre, når jeg kaster mig ud i at lave strømpeblokkere af træ.

12a8ae234fc2df9cef7f2de486661ad7  7831b20f71fdc8e8a530e85adadf8ae3a86ee9aad10c13667bc7ba96dcf57beb

Forskellige strømpeblokkere i træ.

En efterlysning, weekendsnak og hæklede fremskridt.

Sidste weekend hyggede jeg mig hos min far i det sydfynske. Jeg troede egentlig jeg skulle til noget arbejdsweekend andetsteds i nærheden af hvor han bor, men det er først denne weekend. Men intet er så skidt at det ikke er godt for noget. Jeg valgte at blive hernede og få noget kvalitetstid med min far og søde folk fra det lokale område. Den stod  på hygge, mad, fodbold, te-ture, vin og godt selskab.

Resultatet af min te-tur

Resultatet af min te-tur. Hvert år samler jeg blomster og urter, som jeg tørrer og laver til te. Jeg synes teen er smuk!

Der ventede mig desuden en gave, da jeg ankom til min far. Et maleri fra en af hans gode veninder fra de unge dage. Jeg absolut elsker det!

Gave fra Anne Grethe

 Jeg er desuden faldet over en af min fars gamle tegneserier, som jeg rigtig gerne vil have hænderne i. Men det er ikke lykkedes mig at finde den nogen steder! Og jeg har derfor bestemt mig for at spørge jer læsere til råds. Jeg giver en middag og en kasse øl til den der kan skaffe mig et eksemplar af tegneserien “Kan vi leve uden A-Kraft?” fra 1979 – gerne 1.oplæg. 2. oplæg udkom i 1980 og den er selvfølgelig også kærkommen. Min far (Claus Nybroe) lavede tegneserien i bryllupsgave til Anne-Grete. (Hende som har givet mig billedet i forrige opslag). Der blev udgivet 1000 eksemplarer og han udgav og trykte den selv. Dette er et bibliotekseksemplar, 2. Oplæg. Det eksemplar som vi havde er desværre gået tabt, da mit barndomshjem brændte.

En tegneserie som min far har lavet.

Kan du skaffe mig tegneserien? Hvis ja, så giver jeg en middag og en kasse øl!

Det skrider desuden frem med mit hækleprojekt. Jeg tror dog ikke at jeg når at gøre tæppet 100% færdig, men i så fald, så kan hende der modtager gaven altid hygge sig med at gøre det færdigt. 😉
work in progress
Work in progress

Nu går turen atter til Sydfyn. Det bliver dog blot for en dag, denne gang. Min barndomsveninde og hendes datter kommer til middag hjemme hos min far. Jeg er sikker på at det bliver hyggeligt. Jeg springer arbejdsweekenden over denne weekend. Min hund har raget en virus til sig og har simpelthen været så syg de sidste 2-3 dage. Min kæreste er ikke hjemme i morgen – så derfor tager jeg hjem og passer på kræet.

Blomster

God weekend!

Garn og (bryllups)blomster

De sidste par dage er jeg ved at have styr på de små strikkeprojekter, som jeg havde gang i. Jeg er netop ved at tørre det færdige strik. Så billederne af det færdige resultat må vente til en af de kommende dage.

Til gengæld har jeg været en tur på posthuset, hvor jeg har afhentet garnet til det kommende hækleprojekt. En dåbsgave. Jeg glæder mig til at kunne vise jer lidt billeder af projektet, efterhånden som det skrider frem. Jeg regner med at gå i gang med det i løbet af weekenden. Jeg har travlt. Det skal nemlig allerede være færdig om en måned!

Alpaca garnet skal bruges til et nyt Maren-Tørklæde. Jeg håber på at kunne beholde dette selv. Jeg tror dog jeg skifter det rødlige nøgle ud med en petroliumsvaret. Men der går lidt tid inden jeg kommer igang med projektet, så jeg har stadig lidt tid til at tænke over det.

Garn til kommende projekter

… og så til noget helt andet.
På min morgentur med hunden plukkede jeg en ny blomsterbuket. Buketten vakte åbenbart bryllupstanker i folk.  Der var nemlig to der spurgte, om jeg skulle hjem og fri eller om jeg skulle giftes. Jeg måtte skuffe dem og sige at det “bare” var en buket med diverse engblomster.

Havde det dog været tilfældet at jeg skulle giftes, så havde jeg inviteret dem med. Men det er det altså ikke. Vi går heller ikke med bryllupstanker herhjemme, i tilfælde af at folk skulle tro det. 😉

Buketten, der som flere troede var en bryllups-/frierbuket

Buketten, der som flere troede var en bryllups-/frierbuket

Hvorfor man bør blokke sit strik / hækling

Jeg er flere gange blevet spurgt, hvad jeg mener med at blokke mit strik, når jeg har strikket noget færdigt og proklameret at det nu bare skal blokkes, inden det er helt færdigt. Jeg vil her forklare hvorfor det er godt at blokke sit strik eller hækling. De fleste billederne er nogle jeg har lånt fra Pinterest, eftersom jeg sjældent husker at tage billeder af før og efter resultater, hver gang jeg har blokket mit strik. Det kan være jeg husker det i fremtiden, efterhånden som mine (fremtidige) hækle- og strikkeprojekter bliver færdige.

Nåh, men hvad vil det sige at blokke sit strik (hækling) og hvorfor gør man?

Det at blokke sit strik / hækling, er det aller sidste skridt i ens strikke-/hækleprojekt. Det vil sige: Man gør det når man er færdig med projektet: Det vil sige når man har fået vasket sit projekt og fået hæftet enderne. Selve blokningen foretages, mens hækle-/strikketøjet stadig er vådt, efter at det er blevet vasket. Blokningen er det sidste “finish”, der for alvor får projektet til at folde sig ud. Det fremhæver projektets struktur og mønstre – i det at det bliver strukket ud – hvorefter faconen holder. Prøv bare at se billederne her:

Før / efter

Før / Efter

Som i kan se her, så folder bliver maskerne foldet ordentligt ud, når man blokker sit strikketøj. Strikketøjet bliver strukket ud og holder derefter sin facon. Jeg blokker stort set ALT mit strik, da det virkelig gør en enorm forskel: Også selvom man bare strikket glatstrik. Billederne ovenover falder vist begge indenunder den kategori, som man kalder lace-knitting, som oftest er meget fint strik, med hulmønster. Lace er det engelske ord for blonder (og/eller knipling) og når man ser sjaler som dette, så kan man godt se det blondeagtige i det.

Et utroligt smukt sjal - eksempel på laceknitting. Var det ikke blevet blokket, ville det for det første synes mindre og være meget mere krøllet.

Et utroligt smukt sjal – eksempel på laceknitting. Var det ikke blevet blokket, ville det for det første synes mindre og være meget mere krøllet.

Hvad skal man bruge til at blokke sit strik?

Nogle blokker deres strik ud på deres seng/sofa (med et håndklæde under), andre bruger gamle skummadrasser, babymåtter, mensandre bruger flamingoplader. Flamingoplader holder bare ikke til ret mange nålestik, før flamingoet smuldrer de steder nålene bliver stukket i. Flamingo er til gengæld en super billig løsning, hvis pengene er små. Pladerne vejer desuden ingenting og derfor nemme at flytte rundt på. Jeg bruger selv arbejds-/træningsmåtter i skum, som jeg i tidernes morgen købte billigt i Netto.

Arbejds- / Træningsmåtter

Jeg købte disse måtter i Netto for et par måneder siden. De kostede 60 kr pr pakke. De er er lige en tand for bløde, for min smag. Men de gør det godt, prisen taget i betragtning. Hvis du er på udkig efter noget tilsvarende, så kan du i hvert fald få nogen der minder om i Biltema og går du et prisleje højere op, så er Babysam en oplagt mulighed at gå på jagt efter måtter!

Udover et underlag, så skal man bruge en bunke knappenåle (til at fæstne projektet) og evt. blocking wire. Blocking wire, som er rigtig praktiske til at blokke sjaler – som falder indenfor lace knitting eller chrocheting kategorien.

Et billede af monsterbukserne, som jeg strikkede til min gudatter. Før og efter de blev blokket. Her har jeg brugt almindelige knappenåle.

Et billede af monsterbukserne, som jeg strikkede til min gudatter. Før og efter de blev blokket. Her har jeg brugt almindelige knappenåle.

Blocking wire gør det ent at spænde “takker” 

blocking wire

Eller til at skabe lige kanter.

Hvis man er typen, der hækler/strikker små objekter, fx bedsemorfirkantertæpper sammensat af små tern

Fiks blocking løsning til små objekter som bedstemorsfirkanter og/eller brikker til drikkeglas, kopper, drinks etc.

Fiks blocking løsning til små objekter som bedstemorsfirkanter og/eller brikker til drikkeglas, kopper, drinks etc. Klik på billedet for at finde frem til guiden, der viser hvordan du selv kan bygge en blocking station.

Det var det for denne gang. 🙂
God weekend!

Et monster er blevet til

Tju hej og vilde dyr – long time no see

De sidste par uger har været hektiske og derfor har jeg ikke fået skrevet ret meget her på bloggen. Jeg har fået afleveret mit speciale og siden da har jeg haft travlt med at se en række venner, som jeg ikke har set længe og indhente de hængepartier, der har hobet sig op gennem det sidste halve års tid. I og med at der er gået så lang tid siden det sidste indlæg, så er der også en hel del jeg gerne vil vise og/eller berette om. Der er lidt indretningssnak, madsnak og ikke mindst kreasnak. Jeg er nemlig blevet færdig med monsterbukserne til min gudatter. Jeg vil starte med at vise jer sidstnævnte:

Monsterbukser Monsterbukser

Resultatet er overordnet set blevet godt. De har et par skønhedsfejl hist og her – men ikke noget graverende. Jeg har strikket bukserne i peruvian highlandwool fra Filcolana. Ønsker man et billigere alternativ, så kan man vælge at strikke dem i karisma fra drops. Opskriften som jeg har fulgt kan findes her. Jeg har foretaget et par små ændringer hist og her . Jeg har valgt at lave striberne anderledes og så har jeg strikket rib i buksebenene i stedet for perlestrik. Opskriften går op til størrelse 4 år. Jeg har selv strikket størrelse 1 år og de virker noget store i størrelsen, men det gør ikke noget – min guddatter skal nok få glæde af dem når hun er vokset lidt.

Arbejdsproces

Monsterbukserne har været sjove at strikke. Det har været en lærerig proces, hvor jeg for første gang fik kastet mig ud i at skulle lave maskesting. Øjne og tænder broderes nemlig på bukserne til sidst. Jeg frygtede det til at begynde med, men det var faktisk ret nemt. (Du kan evt. tage et kig på denne video, hvis du vil se hvordan man laver maskesting).

Lejligheden

Jeg har givet lejligheden en overhaling. Jeg har fået byttet rundt på kontor/hobbyrum og soveværelset. Resultatet er blevet rigtig godt! Jeg er ikke helt færdig med kontoret endnu og derfor må billeder af kontoret vente en stund endnu. Jeg skal nemlig have malet et par møbler og det kan jeg lige så godt gøre, når jeg  engang får kastet mig ud i at male vores døre i lejligheden. Men det er noget jeg gerne vil gøre udenfor, så det kræver lige at vejret er lidt mere tørt og ikke mindst lunt.

Jeg er, som jeg har skrevet om her, en blomsterpige. Det betyder at jeg stort set altid også har blomster i lejligheden. Min nabo er blomsterdekoratør og hun kom med et par forglemmigej til mig. Jeg havde egentligt spurgt om hun kunne skaffe et par forglemmigej planter til en ven, der stod og skulle bruge dem. I stedet for to planter, så kom hun med seks planter. De fire resterende planter var en gave til mig, eftersom at hun mindedes at jeg engang, i tidernes morgen, havde fortalt hende at forglemmigej var en af mine yndlingsplanter. De står nu og pryder i lejligheden. Jeg elsker synet af dem og synes de går rigtig godt sammen med mine elefanter, som jeg har fået af min fætters familie, som dengang boede i Japan.

De blå elefanter og forglemmigej

Rosenkålssalat:

Afslutningsvis vil jeg dele opskriften på en rosenkålssalat, som jeg lavede her for leden. Det kunne jo være at det var noget for dig, hvis du mangler lidt inspiration til aftensmaden:

  • RosenkålssalatHalver rosenkål, som koges ca. 4 min.
  • Derefter steges bacon.
  • Baconen tages fra, så den kan dryppe af.
  • Gryden (eller panden), forbliver på blusset, kom lidt honning, kombuchaeddike (eller alm. eddike), salt og peber i gryden/panden, med det resterende baconfedt og vend rosenkålene i det, så de bliver lettere glaseret.
  • Hæld væden fra og kom derefter rosenkålene i salatskålen og bland dem med den stegte bacon og et snittet rødløg.

Nu vil jeg nyde en stille lørdag aften, inden turen går til det sydfynske i morgen. Søndagen står på barnedåb og et besøg hos min far. God weekend til jer derude. 🙂